Når voks bruges til at skabe mønstre, er investeringsstøbning også kendt som "tabt-voksstøbning." Investeringsstøbning involverer typisk at skabe et mønster fra et smelteligt materiale, belægge mønsteret med flere lag af ildfast materiale for at danne en skal, smelte mønsteret og fjerne det fra skallen for at opnå en form uden en skillelinje. Efter brænding ved høj-temperatur kan formen fyldes med sand og hældes. Fordi voks er meget brugt til at fremstille mønstre, kaldes investeringsstøbning ofte "tabt-voksstøbning."
Legeringer, der kan fremstilles ved hjælp af investeringsstøbning, omfatter kulstofstål, legeret stål, varme-bestandige legeringer, rustfrit stål, præcisionslegeringer, permanentmagnetlegeringer, lejelegeringer, kobberlegeringer, aluminiumslegeringer, titanlegeringer og duktilt jern.
Investeringsstøbegods har generelt komplekse former. Minimumsdiameteren på et hul, der kan støbes, kan nå op på 0,5 mm, og den mindste vægtykkelse er 0,3 mm. I produktionen kan komponenter, der oprindeligt består af flere dele, designes som en enkelt enhed og direkte støbes ved hjælp af investeringsstøbning ved at ændre delenes struktur. Dette sparer bearbejdningstid og metalforbrug, hvilket resulterer i en mere rationel delstruktur.
Investeringsstøbegods vejer typisk mellem nul og snesevis af Newtons (fra nogle få gram til titusinder af kilogram, generelt ikke over 25 kilo). At producere tungere støbegods ved hjælp af investeringsstøbning er ret besværligt.
Investeringsstøbeprocessen er kompleks og svær at kontrollere, og de anvendte og forbrugte materialer er dyre. Derfor er den velegnet til fremstilling af små dele med komplekse former, høje præcisionskrav eller dem, der er svære at bearbejde, såsom turbinemotorvinger.
